Subpage under development, new version coming soon!
Subject: Godt Nytår
- 1
Diamond-D [del] to
All
Godt nytår alle sammen.
Hvor er det dejligt at være syg nytårsaften, for man kan virkelig undgå at høre, at andre har det sjovt.
Hvor er det dejligt at være syg nytårsaften, for man kan virkelig undgå at høre, at andre har det sjovt.
Fantastisk, man kan ikke engang ramme freestyle.
Men godt nytår alligevel. Vi er hjemme i år og holder fest for de kære små :)
Tradition for tømmermænd
Tømmermænd og skihop er to ting, vi danskere normalt helst vil være foruden. Men denne ene gang om året giver vi os helt hen til smerten og skisporten.
En efter en glider de ned, inden de slutteligt bliver slynget op igen med voldsom fart. Nej, det er ikke en ubehagelig redegørelse for alkoholkonsumet nytårsaften og de mulige efterveer næste morgen. Det handler derimod om nytårsdagstraditionen over dem alle: Skihop fra Garmisch-Partenkirchen.
I tidens ellers så fragmenterede tv-forbrug er dagens skihop en så samlende begivenhed, at man næsten skulle tro, at det var Mads Skjern, fru Fernando Møghe og grisehandler Larsen, der susede ned at Grosse Olympiaschanze i det allersydligste Tyskland. Selv dem, der ikke ser med, er i hvert fald klar over, at det foregår.
Til gengæld er det de færreste, der er helt klar over, hvad der foregår. Altså i mere detaljerigdom end at det handler om at flyve så langt som muligt, samt at man skal lande med den ene fod foran den anden i god telemark-stil. Eller i hvert fald forblive på skiene, når man lander.
Et kvalificeret gæt er, at de fleste egentlig også lever udemærket i uvidenheden. Vi er jo ikke just en nation af entusiastiske skihoppere, og det tætteste, man kommer på en dansk skihopsbakke, er formentlig et af de overdimensionerede skohorn i Magasins fodtøjsafdeling. Hvis vi reelt havde været optagede af sporten, ville den sikkert blive sendt i tv mere end denne ene gang om året: Skihoppet i Garmisch-Partenkirchen udgør således kun en fjerdedel af den såkaldte firebakketurnering, der begyndte i lørdags og slutter på søndag. De andre tre ignoreres i stilfærdighed.
Hvorfor ser vi så skihoppet nytårsdag? Jo, i min optik er der tre årsager:
For det første sendes det på et strategisk snedigt tidspunkt klokken 13.50. Lige i rette tid til at de fleste har fået slæbt sig på knæ og albuer ud af sengen og hen på sofaen, iført rigelige mængder junkfood af den karat, der er lige så godt for ens helbred, som det ville være at deltage i skihoppet.
For det andet er der noget meditativt ved skihop. På samme måde som spædbørn går i ekstase af at se på en lilla teletubby, der snurrer rundt om sig selv i en evindelighed, så taler det til nytårsdagens halvparalyserede krybdyrshjerne at se den ene skihopper efter den anden kaste sig ud over rampen.
For det tredje – og det er nok det vigtigste – så er nytårsskihop jo en tradition. Vi danskere er et traditionsbundet folk i sådan en grad, at der på det nærmeste opstår protestbevægelser, hvis Frisko formaster sig til at trække en bedaget is af markedet. Ikke nødvendigvis fordi vi kan lide den is – der var nok en grund til, at den blev fjernet fra produktsortimentet – men fordi den jo altid har været der, og det skal den altså blive ved med.
Hele seancen omkring nytår er jo en myriade af traditioner. Fra dronningens nytårstale over den årlige grønlangkål til 90-års fødselsdagen og champagnen, når klokken slår midnat. Ja, selv den følgende dags tømmermænd – som den opmærksomme læser nok har opdaget, at jeg pærer en del rundt i – er for mange næsten en institutionaliseret bestanddel. Noget man måske ikke ligefrem glæder sig til, men i hvert fald har forberedt sig på.
Min kæreste plejer at sige, at så skal vi rigtigt ligge i sofaen og hygge os sammen med vores tømmermænd. Hvilket jo er smågrotesk, når man tænker over det. Personligt kan jeg komme i tanke om en del ting, der er mere hyggelige end at mærke min krops pinefulde redningsaktion for at nedbryde alkoholen i mit korpus. Det svarer jo lidt til, at hun foreslog, at vi skulle gå ud og sætte hænderne på en tændt kogeplade, så vi bagefter kunne hygge os sammen med vores andengradsforbrændinger.
Nu er det selvfølgelig ikke alle, der tilbringer 1. januar på sofaens brakmark mens gårsdagens gin langsomt men højlydt galopperer bort fra kraniet. Lige som det ikke er alle, for hvem skihop mest er en overspringshandling – på flere måder end den tiltænkte, altså – og som ikke bekymrer sig stort om, hvorvidt skihopperne så flyver hele vejen ind over grænsen til Østrig, eller om de kun lige tipper ud over rampen.
Så til de friske og skihopsinteresserede skal der herfra kun gratuleres med de sunde vaner og kvitteres med et lille portræt af en af sportens største.
Alle vi andre på sofaerne rundt om i landet skal være velkomne til ikke at læse med og forblive i traditionsbunden uvidenhed; i stedet serveres her tre trivielle faktaoplysninger om skihoppet i Garmisch-Partenkirschen, der frit kan fortælles videre i stuen, hvis I på et tidspunkt ikke har munden fuld af pomfritter eller cola, og i øvrigt kan få ørenlyd for tømrerarbejdet bagved panden.
------------------------------------------------------------------------------------
DEN ER I VINKEL
• På vej ned ad rampen befinder skiene sig i en vinkel på 35 grader, mens den ideelle vinkel ved afsættet er 11 grader. Når skihopperne så lander igen, sker det bedst fra en vinkel på ca. 34,7 grader.
TÅRNHØJT
• Tårnet på Grosse Olympiaschanze er 60,4 meter højt. Til sammenligning er Rundetårn 34,8 meter, Bubber er 173 centimeter høj, mens et kanonslag efter sigende skulle lyde så højt, at det måler 162 decibel.
FARLIGERE END LANGREND
• Som om skihop ikke lyder farligt nok i sig selv, så ligger affyringsrampen lige ved den notoriske Kandahar-pist, hvor der dystes i styrtløb. Men ifølge en risikoopgørelse, som det internationale skiforbund lavede for et par år siden, er skihop faktisk den næstmindst risikable disciplin efter langrend. Og Kandahar-pisten er i øvrigt opkaldt efter den irske feltherre, Frederick Roberts, der blev slået til jarl af Kandahar på grund af sine bedrifter i den engelsk-afghanske krig i 1878-80.
Kilde: Jyde-Potten
Tømmermænd og skihop er to ting, vi danskere normalt helst vil være foruden. Men denne ene gang om året giver vi os helt hen til smerten og skisporten.
En efter en glider de ned, inden de slutteligt bliver slynget op igen med voldsom fart. Nej, det er ikke en ubehagelig redegørelse for alkoholkonsumet nytårsaften og de mulige efterveer næste morgen. Det handler derimod om nytårsdagstraditionen over dem alle: Skihop fra Garmisch-Partenkirchen.
I tidens ellers så fragmenterede tv-forbrug er dagens skihop en så samlende begivenhed, at man næsten skulle tro, at det var Mads Skjern, fru Fernando Møghe og grisehandler Larsen, der susede ned at Grosse Olympiaschanze i det allersydligste Tyskland. Selv dem, der ikke ser med, er i hvert fald klar over, at det foregår.
Til gengæld er det de færreste, der er helt klar over, hvad der foregår. Altså i mere detaljerigdom end at det handler om at flyve så langt som muligt, samt at man skal lande med den ene fod foran den anden i god telemark-stil. Eller i hvert fald forblive på skiene, når man lander.
Et kvalificeret gæt er, at de fleste egentlig også lever udemærket i uvidenheden. Vi er jo ikke just en nation af entusiastiske skihoppere, og det tætteste, man kommer på en dansk skihopsbakke, er formentlig et af de overdimensionerede skohorn i Magasins fodtøjsafdeling. Hvis vi reelt havde været optagede af sporten, ville den sikkert blive sendt i tv mere end denne ene gang om året: Skihoppet i Garmisch-Partenkirchen udgør således kun en fjerdedel af den såkaldte firebakketurnering, der begyndte i lørdags og slutter på søndag. De andre tre ignoreres i stilfærdighed.
Hvorfor ser vi så skihoppet nytårsdag? Jo, i min optik er der tre årsager:
For det første sendes det på et strategisk snedigt tidspunkt klokken 13.50. Lige i rette tid til at de fleste har fået slæbt sig på knæ og albuer ud af sengen og hen på sofaen, iført rigelige mængder junkfood af den karat, der er lige så godt for ens helbred, som det ville være at deltage i skihoppet.
For det andet er der noget meditativt ved skihop. På samme måde som spædbørn går i ekstase af at se på en lilla teletubby, der snurrer rundt om sig selv i en evindelighed, så taler det til nytårsdagens halvparalyserede krybdyrshjerne at se den ene skihopper efter den anden kaste sig ud over rampen.
For det tredje – og det er nok det vigtigste – så er nytårsskihop jo en tradition. Vi danskere er et traditionsbundet folk i sådan en grad, at der på det nærmeste opstår protestbevægelser, hvis Frisko formaster sig til at trække en bedaget is af markedet. Ikke nødvendigvis fordi vi kan lide den is – der var nok en grund til, at den blev fjernet fra produktsortimentet – men fordi den jo altid har været der, og det skal den altså blive ved med.
Hele seancen omkring nytår er jo en myriade af traditioner. Fra dronningens nytårstale over den årlige grønlangkål til 90-års fødselsdagen og champagnen, når klokken slår midnat. Ja, selv den følgende dags tømmermænd – som den opmærksomme læser nok har opdaget, at jeg pærer en del rundt i – er for mange næsten en institutionaliseret bestanddel. Noget man måske ikke ligefrem glæder sig til, men i hvert fald har forberedt sig på.
Min kæreste plejer at sige, at så skal vi rigtigt ligge i sofaen og hygge os sammen med vores tømmermænd. Hvilket jo er smågrotesk, når man tænker over det. Personligt kan jeg komme i tanke om en del ting, der er mere hyggelige end at mærke min krops pinefulde redningsaktion for at nedbryde alkoholen i mit korpus. Det svarer jo lidt til, at hun foreslog, at vi skulle gå ud og sætte hænderne på en tændt kogeplade, så vi bagefter kunne hygge os sammen med vores andengradsforbrændinger.
Nu er det selvfølgelig ikke alle, der tilbringer 1. januar på sofaens brakmark mens gårsdagens gin langsomt men højlydt galopperer bort fra kraniet. Lige som det ikke er alle, for hvem skihop mest er en overspringshandling – på flere måder end den tiltænkte, altså – og som ikke bekymrer sig stort om, hvorvidt skihopperne så flyver hele vejen ind over grænsen til Østrig, eller om de kun lige tipper ud over rampen.
Så til de friske og skihopsinteresserede skal der herfra kun gratuleres med de sunde vaner og kvitteres med et lille portræt af en af sportens største.
Alle vi andre på sofaerne rundt om i landet skal være velkomne til ikke at læse med og forblive i traditionsbunden uvidenhed; i stedet serveres her tre trivielle faktaoplysninger om skihoppet i Garmisch-Partenkirschen, der frit kan fortælles videre i stuen, hvis I på et tidspunkt ikke har munden fuld af pomfritter eller cola, og i øvrigt kan få ørenlyd for tømrerarbejdet bagved panden.
------------------------------------------------------------------------------------
DEN ER I VINKEL
• På vej ned ad rampen befinder skiene sig i en vinkel på 35 grader, mens den ideelle vinkel ved afsættet er 11 grader. Når skihopperne så lander igen, sker det bedst fra en vinkel på ca. 34,7 grader.
TÅRNHØJT
• Tårnet på Grosse Olympiaschanze er 60,4 meter højt. Til sammenligning er Rundetårn 34,8 meter, Bubber er 173 centimeter høj, mens et kanonslag efter sigende skulle lyde så højt, at det måler 162 decibel.
FARLIGERE END LANGREND
• Som om skihop ikke lyder farligt nok i sig selv, så ligger affyringsrampen lige ved den notoriske Kandahar-pist, hvor der dystes i styrtløb. Men ifølge en risikoopgørelse, som det internationale skiforbund lavede for et par år siden, er skihop faktisk den næstmindst risikable disciplin efter langrend. Og Kandahar-pisten er i øvrigt opkaldt efter den irske feltherre, Frederick Roberts, der blev slået til jarl af Kandahar på grund af sine bedrifter i den engelsk-afghanske krig i 1878-80.
Kilde: Jyde-Potten
- 1